Koret

Nordisk Vokalensemble er et ligestemmigt kor som blev dannet i 2019. Koret har base i Randers, men tæller korister fra mange dele af landet.
Mange af korets medlemmer har stor erfaring fra tidligere med nyere nordisk kormusik, og som det måske fremgår af korets navn, har de et særligt fokus på det nordiske klangideal og det nordiske repertoire.
Koret består af ca. 18-20 unge sangere, og selvom koret er et ligestemmigt kor, består koret både af kvinder og mænd. Således synger herrerne de dybeste kvindestemmer i korværkerne, hvilket giver en helt særlig korklang.

Koret har haft en pæn koncertvirksomhed allerede siden grundlæggelsen, og efteråret 2020 bød bl.a. på indspilning af en lille håndfuld korværker.

Koret blev oprindeligt stiftet af et dusin korister fra det gamle Sct. Peders Ungdomskor, Randers. Disse korister har været en del af den flotte kortradition, som den nu afdøde organist og korleder, Karsten Blond, opbyggede og brændte for gennem mange år.

I stiftelsen af Nordisk Vokalensemble var der et stort ønske om at føre netop denne kortradition videre.


Du kan følge os på Facebook, hvor vi fortæller om de ting, der er aktuelle for koret netop nu.